Åbning af leddene i QiGong

 I QiGong arbejdes der med at cirkulere kroppens livsenergi (Qi), så der opstår et optimalt flow. Men hvad nu hvis din træning ikke bringer dig i kontakt med hele det reservoir af livsenergi, du har til rådighed i din krop? Hvad nu hvis du kun cirkulerer de samme 40-70 % af din fulde kapacitet?
Udbyttet af din træning er afhængigt af, hvor godt du er i stand til at åbne for Qi-gennemstrømningen i dine led.

“Så lyder den store gong for 2. gang og nu er jeg ved at vågne. Klokken er 6 om morgenen og jeg befinder mig i min seng i Shaolin Temple Europe. Så lyder gongen for 3. gang og jeg er mere vågen, mens jeg her i mørket ligger og forbereder mig på dagens første QiGong træning.
For anden dag i træk skal jeg arbejde med noget der kaldes for Joint opening exercises samt NeiGong i relation til QiGong formen “Yi Jin Jing.” Den foregående dags træning sidder lidt i kroppen, men jeg er frisk og klar til nye udfordringer….”

Trænings-square på Shaolin Temple Europe i Tyskland

NeiGong betyder indre energi arbejde…

I løbet af vores morgen træning, som varer ca. 2 timer, guider Master Shi Heng Yi os igennem et varieret træningsprogram. Først guides vi, gennem nogle øvelser, til med dybt nærvær at frigøre blokeret energi (Qi) i leddene og ledenes omgivende væv. Øvelserne kaldes for joint opening exercises. Fantastisk som de frigør store mængder energi. Disse øvelser afløses af 60 minutters stance træning, som åbner yderligere til energi og bevidsthed. Endeligt afsluttes morgentræningen med gentagelse af de første 3 øvelser i Yi Jin Jing. En dyb interaktion mellem sindet, åndedrættet og kroppen fylder rummet, hvor vi træner.

Der hersker dyb stilhed og koncentration og på mange måder minder det om andre oplevelser, jeg har haft med QiGong – men alligevel er noget anderledes.
Jeg mærker intenst, hvordan noget blokeret energi gradvis løsnes i mine led og muskler. Træningen afsluttes med en siddende meditation og så er der morgenmad, som vi spiser i tavshed.

Stræk leddene med 1 cm ekstra og du kan lægge et år til dit liv

I mange QiGong former er der indbygget strækøvelser – netop for at strække, massere og dræne meridianbanerne så energi cirkulationen optimeres i kroppen.
Men strækøvelser har også en anden gevindst. I Joint opening exercises og i en QiGong form, som Yi Jin Jing, arbejdes der direkte ind i leddene og det omgivende væv, senerne samt selvfølgelig den muskulatur, der er direkte forbundet til leddene. Endeligt arbejdes der på fascia, som har mange gennemgående forbindelses-linjer i kroppen. F.eks. så kan højre hånd forbindes med venstre fod i ét gennemgående krops-stræk.

Gevinsten kan mærkes på kroppens samlede energikonto, da der ligger et stort og ofte uudnyttet energi-reservoir i leddene og i deres omgivende væv. Hvis energien er blokeret i et led, går du glip af energi.

I Kina siges det at hvis du strækker kroppens led og lægger yderligere 1 cm til dit stræk, så kan du forlænge dit liv med et år.

Transformation: Frigør dit fulde potentiale

“Bones straight, tendons relaxed…”

Den klassiske kinesiske kultur er fuld af eksempler på hvordan du lever et langt, lykkeligt og harmonisk liv – vi ser resterne af denne praksis i dag. Bla. bruger mange kinesere tid dagligt i byernes parker på at strække og vedligeholde alle kroppens led. Denne praksis frigører et stort energi-reservoir i kroppen.

I flere QiGong former strækkes kroppen, så alle de mellemliggende led er strakte helt eller delvist afhængig af formålet. I Kina siger man “bones straight tendons relaxed.”
Kunsten er at lave et gennemgående stræk i kroppen og give den 1-2 cm ekstra uden at spænde op i skuldrene eller skyde hoften bagud. Med QiGong får du en tydelig fornemmelse af, hvad det gør ved din krop at strække på en afslappet måde.

Vi kan lære noget af dyrene

Læg mærke til dyr som f.eks. katte og hunde – rent instinktivt strækker de sig ofte. Det er rimeligt vigtigt og også ret hensigtsmæssigt, at de gør sådan. Gennem at strække sig ofte sørger dyret for at vedligeholde sin krop, sine led og fascia. De “toptuner” sig selv med overskudsenergi, hvis der pludseligt skulle opstå en trussel.
Vi kan lære noget af dyrenes adfærd.

Der er flere stole end der er mennesker…

De fleste mennesker sidder ned på en stol mange timer i løbet af en dag. Denne livsstil sætter sine spor på kroppen og sindet. I værste fald blokerer det for bevægeligheden i vores bækken, så der opstår det karakteristiske svaj i lænden når vi står op.

Dette kan blive begyndelsen til en ond cirkel, da du ikke længere fordeler vægten fra dit hoved og overkrop direkte ned igennem benene og til fødderne. I stedet vil du have en tendens til at bære denne vægt på de nederste ryghvirvler. På sigt vil det give rygproblemer etc.

I det hele taget er det belastende for vores ryg, hvis ikke den får rigeligt med motion/ bevægelse. Uden tilstrækkelig bevægelse vil ryggen have en tendens til at blive kompakt. Det nedsætter bevægeligheden og energi-flowet gennem ryggen. I nogle tilfælde udløser denne livsstil smerte i vores ryg. I mange tilfælde vil smerten reduceres ved at bevæge muskulaturen, strække fascia samt sørge for god gennemstrømning i vores led.

Derudover træner vi heller ikke de store muskelgrupper som lægmuskel, lår og balderne, når vi sidder for meget. Disse muskelgrupper (og det tilhørende fascia) er essentielle og fungerer som pumper, der sender returblod op fra benene til hjerte/ lunger. På den måde er blodet altid frisk og iltet. Når vi sidder for længe ad gangen, stopper denne proces og vi får f.eks. ikke længere så meget frisk ilt til hjernen.

QiGong har haft en stor betydning for mig og mine led

Jeg kommer fra en gigt-familie og har ikke altid haft det nemt med mine led. Derudover var jeg som 11 årig udsat for en ulykke, hvor jeg var tæt på at brække ryggen. Det har givet en del udfordringer efterfølgende i mit liv.

For mig er QiGong (og Tai Chi) livsnødvendigt – det har simpelthen reddet mig og min ryg fra invaliditet. Men ikke nok med det – disse bevægelses-systemer giver mig en daglig styrke og energi, som er svær at undvære.

Under mit ophold i Shaolin Temple Europe oplevede jeg, hvor fantastisk effektfulde Joint opening exercises og QiGong formen Yi Jin Jing er. Der kommer nyt liv i leddene og energien boostes.
Med Joint opening exercises og Yi Jin Jing lærer du at bringe sindet med ind i strækket, så du får bevidst kontakt med den / de områder, hvor du er mest udfordret eller hvor der er mest modstand. Med sindets afklaring og styrke kan du slippe spændinger og blokeret energi i og omkring dine led. For mig har det gjort en stor forskel.

For Shaolin kriger-munkene var disse øvelser livsnødvendige. Formålet var (og er) at frigøre leddenes mobilitet, styrke deres struktur og forøge gennemstrømningen af livsenergi i det enkelte led. Dernæst “pakke” energi ind i de forskellige kropsdele ved at bruge sindet og åndedrættet bevidst. Øvelserne hjalp dem til at vække den indre kriger og styrke deres KungFu skills.

Konklusion

Vi dyrker QiGong, fordi vi ønsker en transformation af krop og sind. Det er vigtigt, at leddene er tilstrækkeligt åbne og der er god gennemstrømning af energi, for så vil du også kunne cirkulere den optimale mængde Qi i din træning.
I modsatte fald cirkulerer du sandsynligvis kun de samme 40-70 % af dit samlede energireservoir og det kan betyde, at du går glip af selve transformationen.

Se den næste workshop, hvor jeg underviser i at styrke gennemstrømningen af Qi i leddene bla. gennem Joint opening exercises: Klik her.

Få en gratis start pakke!

Få en gratis start pakke!

Tilmeld dig nyhedsmailen og få en gratis Online Startpakke med QiGong, øvelser samt undervisnings-video´er.

Tak for tilmelding!