Vintersolhverv og yin i kulmination
Vi nærmer os vintersolhverv og årets korteste dag. Natten mellem den 21. og 22. december går vi igennem en forvandling fra en tilstand, hvor Yin når sit højdepunkt og Yang går gennem sin genfødsel. Fra og med det punkt vil naturens yin- / yang-barometter vende. Yin vil begynde at aftage og yang vil være i tiltagende. Vi kan iagttage denne proces i naturen, men den afspejler sig også i vores indre…
December måned er for os danskere en jule-måned og vi har ofte travlt med at få klaret de sidste opgaver på jobbet samt de sidste indkøb og gøremål inden ferien. Men når Yin står i sin Zenith (højeste punkt) er det hensigts-mæssigt også at finde tid til afslapning, hvile og meditation.
I dette blog-indlæg ser vi nærmere på, hvad yin og yang er. Vi ser også på, hvordan du bedst muligt kommer denne tid i møde både mht. valget af QiGong-øvelser i din træning, din livsstil og din kost.
Alt liv er udtryk for en forandringsproces
Naturen har været genstand for iagttagelser og empiriske videnskabelige undersøgelser igennem årtusinder – fra de tidlige kulturer til nutidens forskning. Naturen og ikke mindst universets uendelighed og foranderlighed er dragende og kalder på vores fordybelse.
Visdoms-mestrene i det gamle Kina nærede en stor forkærlighed for naturen og for dens transformative faser.
Når vi iagttager en bevægelig flod, vil vi iagttage foranderligeheden i dens løb. Det vand, som passerer igennem netop nu, er ikke det samme vand, som passerede igennem for bare 2 minutter siden eller for 2 timer siden.
For blot få måneder siden stod træerne med frisk grønt løv. Men nu har de fleste træer smidt deres løv og dagens længde er samtidigt aftaget med mere end 10 timer – vi nærmer os årets mørkeste og koldeste tid.
Alt i livet er i en stadig forandringsproces. Denne meget vigtige iagttagelse fik de gamle kinesere til at sammensætte et system af komplementære livsprincipper. Vi kalder dem for yin og yang. Disse livsprincipper er i stadig interaktion med hinanden og griber ind i hinanden.
Yin og Yang – 2 komplementære livsprincipper i en indbyrdes interaktion
Vi kan bedst forklare disse principper eller urkræfter ud fra et bjerglandskab, der ligger badet i solens stråler. På solsiden af et bjerg er der lys og varme – på skyggesiden er der mørke og kølighed. Solsiden repræsenterer yang og skyggesiden repræsenterer yin.
Yin – princippet:
Skygge, mørke, nat
kulde
modtagende
langsomt
hvilende
substantiel.
Yang-princippet:
Solbestrålet, lys, dag
varme (ild)
givende
hurtigt
aktivt
energetisk.
Yin og yang er symboler på noget, som i virkeligheden er vanskeligt at forklare. Det er ikke en filosofi, som udspringer af et omfattende tankespind. Hvis vi skal komme til en forståelse af disse livsprincipper, er det vigtigt at nærme sig det med fordybelse, som vi f.eks. gør, når vi mediterer eller dyrker Tai Chi Chuan og QiGong.
Øvelse: udveksling af yin og yang i kroppen
Denne lille meditations-øvelse vil bringe dig i kontakt med yin og yang i din krop – udtrykt som henholdsvis kulde og varme. Sæt dig godt tilrette på en meditations-pude eller stol. Ryggen og nakken er ret og afslappet. Tag 3 dybe vejrtrækninger ind og ud.
Forestil dig energien fra dit center (som befinder sig ca. 4 cm under navlen lidt ind i kroppen) som en gylden sol, der sender sine varme stråler op gennem kroppen. På samme tid mærker du et smeltende energiflow oppe fra og ned gennem kroppen – som en sagte og kølende sommerregn, der daler ned.
Mærk begge impulser lige meget. Mærk at varmen og kulden mødes og griber ind i hinanden. Bliv i meditationen i ca. 4-5 min., hvorefter du afslutter og vender opmærksomheden udad igen.
Inden du fortsætter så brug et par min. på at reflektere over, hvilken impuls det var lettest at mærke / være i. Hvis det var lettest for dig at mærke kulden i kroppen, så kan det være et hint om, at du har et overskud af yin lige nu.
Hvis følelsen af varme i kroppen var det mest påtrængende, er det et hint om, at du har et overskud af yang netop nu. Eller måske fyldte begge dele lige meget og så er det et hint om, at du er helt i balance lige nu.
Yin og yang – Transformative faser
Yin og yang er ikke endelige størrelser. De er relative og skal hele tiden ses og defineres i forhold til hinanden. Et eksempel. Norge er koldere end Spanien og er derfor mere yin end Spanien. Men hvis vi sammenligner Norge med Nordpolen, så er Norge varmere og derfor mere yang end Nordpolen.
De 2 komplementære livsprincipper yin og yang søger hele tiden at indgå i en harmonisk balance med hinanden. I den ene finder vi altid frøet til den anden (symboliseret ved prikken i henholdsvis det lyse og mørke felt. Når yin er tiltagende er yang i aftagende. Yin vil nå en kulmination, hvor den forvandler sig til yang. Når yang er i tiltagende vil den også nå en kulmination, hvor den kan forvandle sig til yin osv.
Vi ser også hvordan de 2 komplementære kræfter virker i et menneskes liv. En case belyser dette: en middelaldrende kvinde har levet i et parforhold i flere år, hvor hun er blevet undertrykt og misbrugt (yin-adfærd) af hendes mand. På et tidspunkt kan hun ikke kapere mere. Hun overvinder sin angst og finder modet til at konfrontere ham med hans fejl og mangler i andres påhør (yang-adfærd). Yin har forvandlet sig til yang.
Yin går forud for yang…
Ved vintersolhverv vil yin være i tiltagende lige indtil det punkt, hvor den kulminerer og gradvist forvandler sig til yang.
Man siger det også på en anden måde: “yin går forud for yang eller yin føder yang.”
Vendepunktet finder sted natten mellem den 21. og 22. december. Nu genfødes yang-impulsen – yin vil begynde at aftage mens yang er i tiltagende fra og med den 22. december og frem til Sommersolhverv i juni 2020.
Meditativt vintersolhverv i vendepunktet
Natten mellem den 21. og 22. december opstår der et potentielt vendepunkt i relationen mellem yin og yang, som har betydning for det kommende år. Hvis du i tiden op til, under og efter intensiverer din meditative praksis, som inkluderer QiGong-træning vil du rense og nære din yin-essens og samtidigt vil det hjælpe dig til at holde den indre varme. Når så transformationen kommer, vil genfødslen af yang få de bedste betingelser.
Der er flere ting, du kan gøre for at støtte den optimale proces både mht. din træning / meditation, livsstil og kost.
Vinter uden rigtig vintervejr udfordrer helbredet
Når mørket tiltager og vi nærmer os Vintersolhverv, så indstiller vores indre barometer sig på yin-tid. Det betyder bla., at det er vigtigt at prioritere hvile og afslapning midt i travlheden. Siddende meditation på stilhed vil have en gunstig effekt, da du nærer det hvilende princip (yin). Gå tidligt i seng osv.
Når vi er indstillet på “vinter”, så kan det indebære et helbredsmæssigt problem for mange mennesker, at det ikke bliver rigtigt koldt. Klimaet er ved at ændre sig og de sammenhængende dage, hvor temperaturen er omkring frysepunktet, kan tælles på en hånd.
Det kan betyde, at man får problemer med sine lunge-Qi, nyre-Qi og immunforsvar. Tilstanden kan også udfordre dine led og give ømhed. Så vær varsom.
QiGong øvelser som Stancetræning (Zhan Zhuang) og/ eller øvelser der f.eks. arbejder på lunger og nyrer vil understøtte processen bedst muligt.
Lad en procentdel af din mad være medicin
Hvis du oplever problemer med dine lunger som f.eks. tør hoste, nedsat immun-forsvar, svag nyrefunktion og/ eller tarm-besvær, så kan det skyldes årstidens varme temperaturer. I TCM (traditionel kinesisk medicin) er lunger og tyktarmen partnere. Hvis du er udfordret med den ene, kan ubalancen vise sig hos den anden part.
Rent kostmæssigt kan vi i denne tid hente stor medicinsk udbytte i en relativt ukendt grøntsag i vesten. Det er Daikon eller Kina Radisen, som den også kaldes.
Daikon er rig på C-vitaminer og mineraler. I Østen anbefaler man at spise den om vinteren – gerne rå i lidt salat eller skivesåret og let stegt på panden.
Denne nyttige grøntsag er antiinflammatorisk (godt for dine led) samt afgifter kroppen. Den styrker immun-forsvaret og dine luftveje. Derudover understøtter Daikon lever-funktionen og den vil have en gunstig virkning på tarm-transporten (godt ved tarmgas).
Kort sagt – hvis du skranter, så er den uundværlig i dit køkken.
Daikon er ikke så udbredt i handlen i Danmark og du vil derfor nok skulle lidt på udkig for, at finde en forhandler der har den. Men du bør have heldet med dig i en af de større grønthandlere eller steder, hvor der forhandles specialiteter fra Østen.
Mennesker er forskellige men generelt bør kosten på denne årstid bestå af varme og nærende sammenkogte retter, ovnretter eller varm suppe. Eventuelt kan du udrøre en klat miso i den tilberedte mad. Miso er en slags boullion lavet af soya, der giver indre varme og energi (yang) midt i den mørke og kolde årstid.
Du kan godt spise lidt salat om vinteren, men ifølge klassisk kinesisk medicin vil det være bedst at tilberede dine grøntsager – enten svitse dem på panden, kogte eller ovnbagte.
Nogle QiGong-øvelser du selv kan lave:
Her finder du en undervisnings-video med øvelser, som styrker din lunge-Qi.
Her finder du en undervisnings-video med øvelser, som styrker din nyre-Qi