10 års jubilæum som QiGong og Tai Chi instruktør

Sikke en rejse – for i disse dage, uger og måneder har jeg undervist nøjagtigt 10 år i QiGong og Tai Chi. Når jeg ser tilbage, har det været nogle meget spændende og fortryllende år. I det her blog-indlæg fortæller jeg lidt om, hvordan det har været, på få år, at gå fra at undervise 1 gang om ugen til at være fuldtime instruktør og uddannelsesleder. -Vildt at tænke på at jeg nu har 10 års jubilæum.

Klokken er lidt mere end 8 en lørdag forårsmorgen og telefonen ringer. Jeg rejser mig halv-søvnligt op og besvarer opkaldet helt uvidende om, hvad jeg er ved at blive kastet ud i.
Stemmen i den anden ende er min daværende Tai Chi lærer, som meget kort og konkret sætter mig ind i hans akutte situation. Han skal møde op samme dag for at undervise et hold i Roskilde på aftenskolen, men har fået tandpine og må aflyse.

Kan du tage den for mig, spørger han i den anden ende? Jeg tøver et kort øjeblik. Han mærker min tvivl, så kommer de forløsende ord – du er klar og kan godt undervise.
Uden egentlig at tænke så meget over det, så siger jeg “ja”.

Dette aftenskole hold på 16 elever bliver min debut, som underviser i kinesisk bevægelseskunst. Men på daværende tidspunkt vidste jeg det bare ikke endnu…

På jagt efter essens i krydsfeltet mellem Østens filosofi, de 5 elementer og nordamerikanske indianere

Interessen har altid været dér for at kunne tyde tegnene i årstiden, energierne der kommer og går samt “lyden” af stilhed. For mig er der egentlig ingen forskel på østen og vesten. For først som sidst hænger det hele sammen.

Om jeg dansede soldans som en indianer, læste Rudolf Steiners tanker, malede indre billeder ud eller gik på opdagelse i naturen, så er og var det alt sammen et udtryk for min søgen efter noget dybere – jeg søgte en essens. Hele drivkraften var et stærkt ønske om at møde dybden i mit indre og gå på opdagelse.

Jeg har altid dyrket sport – ikke mindst håndbold, fodbold og tennis. Selvom jeg er en udpræget team-player, var og blev tennis min favorit. Flere af de bevægelser som skjuler sig i tennisspillet, kender vi også fra Tai Chi. Denne “indbyggede trang” til bevægelse og løsslupen motorik bragte mig ind på min quest mod større dybder.

Så meldte jeg mig til Yoga og var en del i de cirkler i et par år, indtil jeg påbegyndte mit første Tai Chi kursus i 1982. Dér var jeg bare solgt fra første færd. Jeg var kommet hjem. Kinesisk bevægelseskunst kunne tilbyde mig noget, som bragte essensen langt tættere på end noget andet.

“Størrelsen på dine drømme skal altid være større end din mulighed for at opnå dem.”

~ Ellen Johnson Sirleaf, Nobels freds pris vinner og præsident af Liberia

I stressen og depressionens skygge

Livet fører os gennem forskellige oplevelser og tilstande. Fælles for dem alle er, at alt forandrer sig hele tiden. På “min rejse” har jeg skullet igennem nogle knapt så “fede” ting. Kender du til det?

I 2007 gik jeg ned med stress og deprression og var helt ude af arbejdsmarkedet i mere end 3 år.
Når jeg ser tilbage på den periode i mit liv, så var det dér, hvor jeg flyttede mig aller mest. Vi lærer mega meget af vores kriser og denne krise var i den grad en øjenåbner for mig.

For mig var det som at have gravet et dybt hul i mig selv som afslørede en skjult skat inde bag al frustrationen og smerten. Jeg fandt en større styrke, stabilitet, kærlighed og tillid til livsprocessen. Når jeg tænker tilbage på disse år, ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden min daglige praksis med QiGong, Tai Chi samt meditation og kreativ udfoldelse. I løbet af disse 3-4 år tegnede jeg 7-800 mandalaer, som på mange måder synliggør, hvad det er vi arbejder med i QiGong – nemlig “Qi” (livsenergi). Men først og fremmest var tegningen af mandalaerne en slags terapi, som kunne hjælpe mig til at finde nyt fodfæste i livet.

Mit syn på mit eget liv tog en ko-vending og jeg blev mere opmærksom på de enkle ting i livet, som virkeligt betyder noget. Jeg var samtidigt parat til at slippe alt det, som har mindre betydning i livet.

Disse vigtige erkendelser viste sig at blive et rygstøtte igennem årene, der ikke mindst hjalp mig til at hjælpe og vejlede andre.

3 invitationer som har forandret mit liv

I 2011 fik jeg uden varsel 3 invitationer til at undervise i Tai Chi som afløser. Hvis jeg skulle tolke det som universets ønske på mine vegne, så var budskabet ikke til at tage fejl af. Jeg har egentlig aldrig følt, at jeg skulle leve af at undervise i QiGong og Tai Chi og hvis du havde spurgt mig ud om det for 20 år siden, ville jeg have grinet af dig.

I dag føler jeg det mere som noget, der tilstadighed kalder på mig.

I dag lever jeg af det og har vel dét, der kan kaldes succes. Men det har også en pris at være fuldtids beskæftet med QiGong (skriver QiGong eftersom det fylder mest på min kursus-liste lige pt.) Det er ikke udelukkende en dans på roser at leve af at undervise i dét, som de fleste QiGong instruktører i Danmark har som en sidebeskæftelse. Hvis du vil leve af at undervise, må du være villig til at gå all in. Drivkraften er, at jeg elsker det og ikke kan lade være.

QiGong og Tai Chi er stadig en relativ lille niche i Danmark og man må lære at sno sig, hvis det skal lykkes at blive ens levebrød.

QiGong tree stance

Responsiv overfor nuet…

Jeg føler mig ikke hævet over andre og erfaringerne har vist mig, at nok så ved jeg, hvad jeg har i dag, men ingen ved, hvad morgendagen bringer. Jeg tager en dag af gangen og så længe det er sjovt og udfordrende på den fede måde, bliver jeg ved. Min træning gennem mange år har lært mig den dyrbare lektie at forblive responsiv overfor nuet.

Som selvstændig må jeg typisk bruge gennemsnitligt 40 timer ugentligt på, det jeg brænder for. Jeg er en slider og det kræver sit at markere sig og være synlig. Men jeg betragter det ikke som et arbejde, men mere som livet eller luften i mine lunger jeg ikke kan undvære.

Hvad så nu – hvor er jeg på vej hen?

Nu mere end 700 workshops senere hvor er jeg så på vej hen? -Det kan jeg ikke svare andet på end jeg er bare på vej. Jeg tager en dag af gangen. Jeg ved ikke, hvad der skal ske om 14 dage, 2 måneder eller 2 år. Det må vise sig.

Zhan Zhuang

Der sker vilde ting….

Vi har ændret meget på videregående undervisningsforløb og kan se effekten af, at tingene bare bliver bedre og bedre. Folk er glade for det, vi tilbyder. Man vokser med sine erfaringer.

Vi har de sidste 6 måneder kørt “voldsomt” meget online undervisning, hvor vi ikke havde mulighed for at mødes REAL LIFE. Der har i perioden kun været mulighed for at mødes indimellem og træne sammen udendørs. Men online kan også noget, selvom det aldrig helt kan erstatte real life.

I sidste uge fik vi besøg fra Tyskland af 2 QiGong- og Kung Fu-lærere af højeste karat – Sifu Shi Heng Yi og Sifu Shi Heng Zuan. De har undervist et fuldt booket hold i København i QiGong og det var en vild fantastisk oplevelse.

Workshops, retreats eller uddannelser

På vores workshops, retreats og uddannelser lærer du QiGong sammen med andre – det er både sjovt og tilpas udfordrende.
I QiGong Zen lægger vi vægt på positiv forandring og på det nære fællesskab. Vi brænder for både QiGong og Energimedicin.
På de mere intensive forløb, som f.eks. vores retreats og uddannelser har træningen et mere langsigtet mål.

På QiGong instruktør uddannelsen (6 eller 18 mdr.) samt Luohan Gong Uddannelsen (6 mdr.) arbejder vi med QiGong og på overbygningen arbejdes der mere med NeiGong.

Du er velkommen på holdet.

Lars Christian Schmith – 19. juni 2021.

Få en gratis start pakke!

Få en gratis start pakke!

Tilmeld dig nyhedsmailen og få en gratis Online Startpakke med QiGong, øvelser samt undervisnings-video´er.

Tak for tilmelding!