19. december 2024 – v/ Lars Christian Schmith

 den grønne slanges år 2025

Den Grønne Drages år 2024 har været et meget intenst år for mange mennesker og vi har set store og til tider også overraskende forandringer i verden i dette år. Dragens energier har manifesteret med en overselvsikkerhed og med et drive til at overvinde enhver forhindring.

2024 har på flere måder skænket os muligheden til at tænke STORT. Men ikke nok med det, så er Dragen højtflyvende i sin energi og dens drive vidner om et stærkt momentum til at opnå et gennembrud med et specifikt projekt. Hvis du har oplevet et sådant gennembrud i år, er der lagt et godt og lovende fundament til at bygge videre på, og det kan måske udvikle sig til dit livsprojekt. Uanset, kan det, du har skabt i et drage år, få stor betydning mange år frem i tiden.

Det kinesiske nytår den 29. januar 2025 markerer skiftet til en ny energi, ved indgangen til den Grønne Slanges år. Der er her tale om et ret markant skift – nemlig et skift mellem 2 ret så forskellige energier – dragen og slangen.

I blog-indlæget her stiller jeg skarpt på, hvordan vi bedst samarbejder med energierne i 2025, samt vi kigger på, hvad der er i vente efter det kinesiske nytår i den Grønne Slanges år 2025. Men først et kort tilbageblik på året der er gået.

 

 

Tilbageblik på 2024 og på den Grønne Drage…

2024 har bestemt ikke været et kedeligt år. Det har på mange måder været et intenst år. I verdensarenaen har vi set momentum skifte i en grad, så det mange gange har været svært at få øje på konstanterne. Du har sikkert kunne mærke det samme i dit eget liv. Ingen tvivl, den Grønne Drages selvsikre og meget pågående energi har skabt markante forandringer i verden – forandringer som varsler begyndelsen på en hel ny epoke. Vi kan se det indenfor områder som bla. digitalisering og datalogi, nye teknologier, økonomi, politik, nyorientering og ændring af magtbalancen i verden m.m.

Valgkamp og forandringer i det politiske landskab

2024 har stået i valgkampens tegn. Det er historisk, at godt halvdelen af verdens befolkning (70 nationer i alt) i dette år har haft mulighed for at stemme ved et valg. Men ikke bare det, politikerne har haft et helt nyt “våben” til brug i deres kampagner, nemlig AI og Chatgpt.

Vi har fulgt den meget energiladede valgkamp i USA henover sommeren,  sensommeren og efteråret, som har trukket de helt store overskrifter i medierne. Vi har set, hvordan momentum mellem 2 stærke kandidater, Harris og Trump, i ugerne/ månederne op til valget har skiftet fra snart det ene, til snart det andet. Det blev et valg, som så endte med en historisk høj valgsejr til Donald Trump. Det var ønsket og ventet af nogen, men også ret uønsket og frygtet hos andre.

Meget kan man sige om Trump, men ingen er i tvivl om, at hans tilgang til politik er anderledes og ret uforudsigelig. Sjældent har der været så meget polemik omkring en folkevalgt politiker. Sjældent har forskellen mellem jubel og afsky været større. Trump vil gerne se sig selv som den præsident, der står for nye banebrydende politiske indgreb, der kan bringe USA på ret køl. Uanset om vi kan lide Trump eller ej, står dette i skrivende stund fuldstændigt åbent. 

Politik i spændingsfeltet mellem håb og ufred

Vi har i løbet af 2024 set talrige eksempler på politikere i Danmark, der blev partihoppere i Folketinget. Vi har set politiske partier gå gennem perioder med usikkerhed og store omvæltninger. – Vi har set og hørt om sager med ekstremt dårligt arbejdsmiljø, krænkelser og mobning af især unge medarbejdere på Borgen m.m. Flere ting indenfor politik er blevet afsløret i 2024. Det er dragens drive at bringe ting op i lyset, så det bliver synligt. Men det er også Dragens drive at teste, måle og veje et lederskab. Hvis vi kigger os omkring i Europa og verden er det let at finde mange eksempler på dette. Vi kunne jo starte med lande som Tyskland, Frankring og Geogien.

Krig eller fred?

I krigen i Ukraine har vi set en tilspidsning af konflikten mellem de 2 parter, Ukraine og Rusland. Her har der også været skift i kraft af, at krigen har svinget frem og tilbage, snart til den ene parts fordel snart til den anden. Nordkorea er trukket ind i krigen og det har sendt chokbølger rundt i verden. Men på trods af at 2024 for alvor har givet os et til tider skræmmende indblik i, hvor spændt situationen er og hvor tæt vi er på en global eskalering af konflikten, så ser vi også eksempler på det modsatte. Vi har set små lyspunkter, der har momentum og kraft til at skubbe tingene i en mere positiv retning. Ikke mindst med den varslede våbenhvile mellem Israel og Hizbollah, omend denne er skrøbelig, så giver den håb for fred, og fredlige løsninger ikke bare i Mellemøsten men også globalt.

Det sker i en tid, hvor verden spændt venter på et udspil, der kan trække Zelenskyj og Putin til forhandlingsbordet. Vil det ske i 2025 og vil det ske med Trumps hjælp, sådan som mange har spået?

Vi har netop været vidne til endnu en diktators fald, denne gang i Syrien, hvor forskellige oprørsstyrker siden 2011 har ført an i kampen for frihed. I den syriske borgerkrig har befolkningen været udsat for menneskerettighedskrænkelser i den helt store skala. Nu har de endelig vundet deres frihed og det efterlader et stort rungende tomrum ift. hvordan landet kan og skal bygges op på ny. Men også det har tændt håbet og endnu en gang er der rykket på magtbalancen i verden.

Det samlende led for os mennesker…

Den Grønne Drages år 2024 vil stå markeret i vores erindring som et år med overflod af sportsbegivenheder. Disse begivenheder har midt i en mørk tid bragt verden sammen, for i værdifulde øjeblikke at fejre glæden ved vores medmenneskelighed og samhørighed. Det er kort sagt alt det, vi mennesker har til fælles på tværs af kulturer og landegrænser. Det er begivenheder som EM i fodbold i Tyskland, EM i herre håndbold samme sted samt OL og PL sommerlege i Frankrig. I skrivende stund også EM håndbold for kvinder i Ungarn, Schweiz og Østrig.

Musik koncerter og anden performance i det forgangne år er også en måde vi mennesker er kommet hinanden ved og har styrket fællesskabet.

Godt båret på vej af den Grønne Drages energier har disse begivenheder kastet et vigtigt lys på håbet. Hvor både sport og musik kan noget ift. at bringe mennesker sammen og holde liv i håbet for verden, kan vi mennesker også være dén der går foran i denne henseende.

Måske er du så heldig at have en “samlende person” tæt på i dit liv. Min søster var det samlende led i medgang og modgang i min familie, men hun er ikke blandt os længere. Når en sådan person går bort, går det for alvor op for én, hvor vigtig en rolle denne person spiller, spillede. Vi kan se hvor godt der i 2024 er blevet taget i mod det nye kongepar, Kong Frederik og Dronning Mary. De udfylder begge og på fornemste vis, hvad det vil sige at være “det samlende led” for en hel befolkning på tværs af kulturer, social status, tro, politisk overbevisning, alder og køn. Det er smukt og meget livsbekræftende.

Selvfølgelig er der mange andre begivenheder i 2024 vi husker, som af pladshensyn ikke er nævnt her.

 

Skiftet fra dragen til slangen

Transitionen mellem Dragen og Slangen

Efterhånden som den Grønne Slange bliver mere dominerende, vil vi mærke et markant skift i energi. Hvor Dragen opfatter tingene i fugleperspektiv, er Slangen helt tæt på jorden og har derfor et helt andet perspektiv på det, der sker.

Slangen kan godt være temmelig gådefuld og derfor vanskelig at læse. I praksis kan den udtrykke sig selv på både godt og ondt. Dragens højtflyvende energi er på vej ud og det levner plads til Slangens mere jordnære perspektiv på det, der sker. Men når vi skal karakterisere Slangen, er vi nødt til at se virkningerne, både i det større universelle perspektiv såvel som virkningerne i menneskets verden. En Slange har nemlig en stor skabende kraft bag sig, der kommer til udtryk i et af de kardinale hexagrammer fra Forvandlingernes bog, også kendt under navnet “I Ching.”

Slangen korresponderer nemlig med hexagrammet “Ch´ien.” Hexagrammet består af 6 ubrudte linjer, 3 foroven og 3 forneden. En ubrudt linje er en “yang linje.” 3 ubrudte linjer i trigrammet symboliserer himlen. Ch´ien beskriver med andre ord yang i kulminationen og himlens skabende kraft. Denne kreative kraft er dét, der kan vække menneskets højere natur. Men kraften vækker også menneskets styrke til at finde løsningerne på et problem. Slangen har nemlig adgang til latente ideer og impulser, som kun venter på at blive virkeliggjorte. Hvor Dragen kunne se tingene lidt fra oven, kan Slangen nu stille skarpt på tingene i sit nærperspektiv og råder samtidigt over energien til at finde løsningerne på udfordringerne.

Yin og yang i den Grønne Slanges år 2025

I kinesisk astrologi regnes Dragen for et yang tegn, mens Slangen er et yin tegn. Det virker måske ikke umiddelbart logisk, at Slangen er yin. Men det omtalte heaxgram, vi forbinder med Slangen, beskriver en transformativ fase, den er på vej til noget. Den ultimative yang (de 6 ubrudte linjer) er i bevægelse mod yin. Yin er allerede tilstede i denne tilstand.

Et yang tegn vil hovedsageligt have stor indflydelse på de ydre forhold i menneskets liv og i verden. Det er arbejde, handlekraft, vedholdenhed, relationer til andre og begivenheder i livet. Yin tegn vil hovedsageligt have stor indflydelse på de indre forhold i livet. Det er forhold som vores følelsesliv, drømme og det dybe ubevidste, vores overbevisninger, den hjemlige sfære samt relationen til os selv og til andre.

Yang repræsenterer de mål vi sætter os selv i livet og vores handlekraft, hvor yin mere er den kreative evne på vejen mod målet. Selvom en slange med aspekter til træ-fasen vil være mere aktiv end normalt, så vil vi i den Grønne Slanges år 2025 også se et fokus på det, der er mere yin-relateret.

Hvorfor en “Træslange” – noget grundlæggende viden om kinesisk astrologi

Træslangen “melder sit indtog” den 29. januar 2025 og varer til og med den 15. februar 2026, hvor den afløses af Ildhestens år.
Kort fortalt så beskæftiger vi os med 12 forskellige dyretegn i den kinesiske astrologi: Rotten, oksen, tigeren, kaninen, dragen, slangen, hesten, geden, aben, hanen,  hunden og grisen. Hvert enkelt dyr beskriver nogle kvaliteter og er et billede eller symbol på processer, som finder sted i naturen og i mennesket. Fra gammel tid har man foretaget et indgående studie af stjernerne, deres energier og kvaliteter. Hvert dyretegn er et energimønster eller billede på den indflydelse, vi får fra en specifik stjernekonstellation. Den kinesiske astrologi er et redskab til at forstå nogle af de tendenser, der er gældende i den tid, som vi lever i.

De 12 astrologiske tegn optræder i de såkaldte 4 søjler: En cyklus på 12 år, i en månedscyklus, en dagscyklus samt en timecyklus. Mht. 12 års cyklusen optræder hvert tegn med ca. et år ad gangen og når vi så kobler disse 12 dyrekredstegn til de 5 elementer, som vi kender i kinesisk filosofi og traditionel kinesisk medicin (TCM), opstår der en cyklus på 60 år (5 x 12= 60). Disse 5 elementer er træ, ild, jord, metal og vand og de føjer ekstra nuancer til det enkelte tegn i den kinsiske astrologi. I år er Slangen sat i relation til elementet træ. Derfor kalder vi den for den Grønne Slange og det åbner for nogle ret interessante perspektiver.

Det er nøjagtigt 60 år siden, vi sidst havde den Grønne Slanges år, det var tilbage i 1965.

“Det skabende bringer ophøjet lykke, befordrende gennem vedholdenhed…”

I kinesisk astrologi står slangen for visdom, intuition, energi, lidenskab, intelligens, tålmodighed og tiltrækning. Vi ved fra naturen, at slangen regelmæssigt skifter sin ham, som et udtryk for dens vækst. I mytologien såvel som i astrologien symboliserer slangen derfor en gennemgribende transformation, ikke mindst i det indre.

Slangens egenskaber er meget hensigtsmæssige, når et mål skal opnås. Den er i stand til tålmodigt at afvente det rette tidspunkt, hvor den kan slå til med stor styrke, kraft og præcision. De mål, du sætter dig for den Grønne Slanges år 2025, kræver både omtanke, god planlægning og vedholdenhed for at lykkes. Vi har denne sætning fra I Ching under Ch´ien, der belyser dette: “Det skabende bringer ophøjet lykke, befordrende gennem vedholdenhed…”

I takt med at flere og flere mennesker vågner op til en ny blomstrende bevidsthed, vil det “bedrag”, mennesker er omgivet af, blive afsløret. Flere mennesker gennemskuer den herskende materialisme, der er drevet af tomme løfter. Vi bliver mere bevidste om den eksisterende politiske inkompetence og søger enten nye eller alternative veje.  Mange mennesker vil vælge at stå helt af ræset, søge naturen og forbinde sig med en dybere virkelighed i tilværelsen osv. Denne proces har været i gang længe og meget tyder på, at den over de kommende år vil blive speedet yderligere op.

Lad os kigge nærmere på intuitionen, der som nævnt kendetegner slangen.

 

Intuition, visdom og stor forvandling

Hvordan kan et agern forvandle sig til et kæmpe træ? Hvordan bliver en larve, som konsekvensen af flere step, til en sommerfugl, der pludselig er i stand til at udfolde sig, hæve sig over jorden og flyve frit med sine vinger?
Dette er et af naturens talrige små og store mirakler. Naturen har over millioner af år gennemgået en fantastisk udviklingsproces fra Big Bang til vores moderne tid, med både planter, dyr og mennesker som aktører. Vi ved, hvordan de oprindelige livsformer i havet udviklede sig til en mangfoldighed af arter – nogen blev i havet, mens andre vandrede op på land for at fortsætte sin udvikling på landjorden. På tilsvarende måde har mennesket over millioner af år gået gennem en stor udviklingsproces både fysisk og mentalt. Ikke mindst har vores udseende og ydre form forandret sig markant i tidens fylde.

Selvom vi er vidner til denne naturens udviklingsproces hver eneste dag, så har menneskets form i dag nået et punkt, hvor den næppe kan udvikle sig ret meget mere. Det ville nemlig være svært at forestille sig, at vi f.eks. vil udvikle 2 næser, 3 øjne eller 4 arme. I følge visdomstraditionerne så foregår udviklingen indefra og ud. Dvs. en bengalsk tiger har over tusinder af år udviklet et smukt skind af sorte striber med en baggrund i gult, fordi den i sin essens er en bengalsk tiger sjæl.

Intuitionen – the missing link…

Som mennesker er der noget indre, vi endnu mangler at udvikle. Vi mangler at genfinde vores intuitive evne. Det er en udvikling, som sker gradvis over tusinder af år. Men allerede nu er der mennesker, som har udviklet intuitionen til et højt stade. Intuition er netop noget af det, der kommer fokus på i den Grønne Slanges år. Det er en kraftfuld side ved vores indre natur, som vi skal blive langt bedre til at bruge. Når du begynder at stole på intuitionen, vil den guide dig til, hvordan du bedst imødekommer hverdagens små og store udfordringer.

Intuition – sjælens kompas

De mange indre stemmer kommer og går. Ofte vildledende som dit sind. Stemmen vil få dig til at tro på din egen utilstrækkelighed og om det du ikke er i stand til. Din intuition giver dig derimod en klar indsigt i bestemte ting i livet. Den er i sit budskab og sprog ikke hyldet ind i begræsninger eller styret af det manglende selvværd. Intuitionen giver dig en mulighed for at ændre dit mind-set her og nu.

Vi oplever alle disse små/ store flashes i vores liv, men ofte stoler vi ikke på denne intuitive evne, for tvivlen kan nemt indfinde sig.

Hvis du skal tage intuitionens stemme alvorligt, må du lære at skelne skidt fra kanel. En måde, du kan genkende din intuitive stemme på, er selve timingen med, hvordan den gør sig synlig. I princippet vil et klart indre budskab slå ned i din bevidsthed, som et lille lyn. Dvs. du befinder dig i uvidenhed om noget det ene øjeblik og pludseligt ved du bare, hvad der er sandt. Der er derfor ingen registreret tidsfaktor mellem uvidenhed og viden. Det kommer til dig i et flash.

“The intuitive mind is a sacred gift and the rational mind is a faithful servant. We have created a society that honors the servant and has forgotten the gift.”

~Albert Einstein

Fleksibilitet er “guld” i 2025

Både Dragen og Slangen kan karakteriseres som værende i besiddelse af en hel del fleksibilitet. Når nu vi står midt i skiftet mellem disse energier, vil det være rigtigt godt at finde fleksibiliteten frem og dyrke den. I den Grønne Slanges år 2025 får vi i særlig grad brug for fleksibilitet. I 2024 havde vi brug for fleksibilitet til at navigere rundt i et landskab med hyppige skift af momentum. Tingene gik rigtigt stærkt og fleksibiliteten hjalp dig til ikke at blive fanget på det forkerte ben.

I det nye år 2025 vil vi tydeligere mærke den aktuelle situation vi står i og dens relaterede udfordringer, som kalder på løsninger. Den Grønne Slanges drive er lige dele klarsyn, kreativitet, intelligens og handlekraft. V.hj.a. fleksibilteten kan du bedre navigere gennem forandringer og skiftende faser. Du finder løsningerne samtidigt med at du holder dig i et kreativt flow. Dette gælder både indenfor dit arbejde, din økonomi og i din relation til familie og venner osv.

QiGong træning og større fleksibilitet…

På QiGong Zen Akademiet, hvor vi pt. er 100 aktive udøvere, er QiGong træning det samlende led. QiGong og Tai Chi træning er meget effektivt ift. at holde dig i et godt flow af fleksibilitet og omstillingsparathed. I 2025 vil jeg/ vi i QiGong Zen Akademiet ved flere lejligheder invitere dig til at træne med på udvalgte QiGong øvelser, der imødekommer dette behov bedst muligt.

Træ fasen, som i dette tilfælde er forbundet med Slangen, vil gøre energien i 2025 mere aktiv end den normalt er i et Slange år. Da Slangen som astrologisk tegn står i yin, vil mange løsninger i dit eget liv, dog skulle findes i det indre. Derfor er det også vigtigt at du i 2025 levner plads og rum til at sidde i stilhed som supplement til de meditative bevægelser. QiGong og “Sitting” hjælper dig til at nulstille sindet.

“If you change the way you look at things, the things you look at change.”

~Wayne Dyer – forfatter og spirituel lærer

Turbulens midt i brændpunktet

Når vi i slutningen af januar /starten af februar 2025 befinder os i skiftet mellem Dragen og Slangen, ville det ikke overrraske mig, at der opstår en del turbulens.

Vi kan forvente, at Dragens optimisme krystaliserer sig og afsløses af en trang til sikkerhed i den Grønne Slanges år. Man er mindre udfarne og værner mere om sig selv. Det sker i takt med, at vi bliver mere jordnære i vores energi og bliver bevidste om problemerne i verden. Familier vil prioritere mere kvalitetstid og træffe foranstaltninger, der kan holde sammen på familien. Landene vil hver især værne mere om sig selv og sin sikkerhed samt beskytte landegrænserne. Denne udvikling kan give næring til en øget mistænksomhed landene imellem. Det er en udvikling vi allerede nu kan se de første tegn på.

Vi vil opleve en snært af depression, som kan få økonomien til at stoppe sin vækst og stagnere. Men da 2025 er en slange, som er relateret til træfasen, er det spørgsmålet, om vi kommer til at opleve en direkte recession i 2025. Det vil afhænge af flere ting.

Det vil være rigtigt godt, hvis verden i løbet af den Grønne Slanges år 2025 kan finde de fredelige løsninger frem og få sat gang i fredsprocesserne, inden vi rammer Ildhestens år i 2026. I kinesisk astrologi er Ildhesten kendt og frygtet for enten at trække tilstanden mod utrolige højder eller til at synke til bundniveauet med et brag.

 Er du klar til den Grønne Slange år?

Online event med oplæg om den Grønne Slanges år 2025 og med QiGong træning af udvalgte øvelser, onsdag den 29. januar 2025 kl. 18.45-20.30.

Pris: 100 kr. alt inkl.

Hvor ligger din styrke og er der noget, du skal arbejde med i det nye år.

I 2025 vil den enkelte person opleve hele verden agere med de kvaliteter, der er kendetegnende for den Grønne Slange.

Det interessante er så, hvordan du bedst kan udfolde dig i 2025 med dine egne personlige aspekter. Her vil man typisk i astrologien undersøge de astrologiske tegn i de 4 søjler samt supplere med det element / de elementer, der er dominerende for at give et nuanceret billede af aspekter, potentialer og arbejdsområder m.m.

Jeg vil også komme mere ind på, hvordan det vil være mest hensigtsmæssigt at træne, hvis vi lader astrologien bestemme.

Workshops, retreats eller uddannelser

På vores workshops, retreats og uddannelser lærer du QiGong sammen med andre – det er både sjovt og tilpas udfordrende.
I QiGong Zen lægger vi vægt på positiv forandring og på det nære fællesskab. Vi brænder for både QiGong og Energimedicin.
På de mere intensive forløb, som f.eks. vores retreats og uddannelser har træningen et mere langsigtet mål.

På QiGong instruktør uddannelsen (6 eller 12 mdr.) samt Luohan Gong Uddannelsen (4 mdr.) arbejder vi med QiGong og på overbygningen arbejdes der mere med NeiGong.

Du er velkommen på holdet.

Lars Christian Schmith – december 2024.

Få en gratis start pakke!

Få en gratis start pakke!

Tilmeld dig nyhedsmailen og få en gratis Online Startpakke med QiGong, øvelser samt undervisnings-video´er.

Tak for tilmelding!