Kom i mål med dit nytårsforsæt
Januar 2020 v/ Lars Christian Schmith
Har du et nytårsforsæt?
Rigtigt godt nytår til dig og dine…
Så er der endnu gået et år. På dette tidspunkt hvert år er der mange mennesker, som har sat sig for at ændre sin livsstil. Netop nu udtrykkes og loves nytårsforsæt i højtidelige eller uhøjtidelige vendinger.
Nu er det nytår og vi står overfor mange nye energier og vi griber chancen til at slippe det gamle og tage imod alt det nye. Der tages store eller små beslutninger, ting skrives måske endda ned for at vi kan huske os selv på, hvad vi har kommittet os til og hvad der er væsentligt og meningsfuldt i vores liv.
Glem ikke at “kontrakten” skal fornys igen og igen – hver dag. Ellers mister den sin kraft og den del af dig selv, som higer efter forandring, kan hurtigt gå hen og blive forrådt.
Sådan går det med 4 ud af 5 nytårsforsæt. Hvorfor? Hvad er så lige det, der gør, at det lykkes 1 gang ud af 5 og ikke de 4 resterende gange?
Måske ønsker du at gøre dig fri af din afhængighed til et eller andet. Det kan være afhængighed i forhold til arbejde, mad, junkfood, fjernsyn eller sociale medier osv. Udfordringen er den samme.
I dette blog-indlæg ser vi på, hvad der skal til for at holde et nytårsforsæt og leve det fuldt ud. Vi ser på hvilke gængse misforståelser og forhindringer vi møder, der adskiller os fra succes. Jeg afslutter med at give dig 5 gode råd til, hvordan du holder dit forsæt.
“The Master has failed more times, than the beginner has even tried…”
– kinesisk ordsprog
Hvis du vil ændre dit liv, så må du først ændre dine tanker og overbevisninger
Igennem næsten et helt årti hvor jeg har undervist elever i QiGong, Tai Chi og meditation m.m., har jeg på nært hold set, hvor svært det kan være at implementere træning på daglig basis i sit liv.
Selv 15-20 minutter dagligt kan være noget af en udfordring for de fleste. Det er specielt udfordrende, hvis vi er på arbejdsmarkedet med fuldtidsjob.
Jeg underviser på forskellige niveauer – nogle kommer til mig, fordi de er nysgerrige og vil afprøve QiGong og andre, som har trænet i kortere eller længere tid kommer med en forventning om at undervise og vil tage vores uddannelse.
Men fælles for os alle er, at vi er udøvere af en meget effektiv og smuk bevægelseskunst. Uanset formålet så er du altså først og fremmest udøver for dig selv.
Måske starter du med ambitioner om at nå hurtige resultater, hvilket der ikke er noget forkert i. Det vil vi allesammen gerne, men når så at resultaterne ikke kommer prompte, hvad så?
Kun med et minimum af forståelse og tilstrækkelig tålmodighed kan du give din foretrukne aktivitet den tid, den skal have, så den virkelig kan blomstre. Sådan er det med QiGong og jeg bilder mig ind at det er sådan med mange andre sysler. Hvis du nørder vedholdende nok, vil det blomstre i tidens fylde.
I det hele taget handler det om tanker og overbevisninger. Et nytårsforsæt handler om at forandre noget ved dit liv, men først må du forandre dine tanker – resten kommer helt af sig selv. Langt den største udfordringer ligger i at slippe negative tanker og overbevisninger, der fastholder dig i fortidens begrænsninger.
Hvordan nedbrydes og hvordan opbygges ægte viljestyrke?
Et anerkendt forskningsstudie i viljestyrke blev udført i 90´erne. *Psykologen Roy Baumeister fandt en måde at teste en gruppe collegestuderende.
Alle forsøgspersoner blev sat ned foran en stor skål fuld af nybagte kager. Nogle af de studerende fik lov til at spise af kagerne, mens andre sad foran kagerne og fik udleveret radiser, som de måtte spise i stedet for kager.
Men det var ikke slutningen på testen.
Bagefter fik alle testpersoner udleveret et puslespil hver, som de skulle samle. Opgaven ville vise noget om den enkeltes aktuelle niveau af vedholdenhed.
Gæt hvilken gruppe der klarede sig bedst?
Ja. Den gruppe, som spiste kagerne, klarede opgaven langt bedre end den gruppe, som måtte nøjes med at spise radiser.
Hvorfor?
Fordi det kræver viljestyrke at modstå fristelsen for at spise nybagte kager. Skal vi så bare spise kager for at få mere viljestyrke? NEJ, selvfølgelig ikke.
Forsøget viser noget om, at viljestyrke fungerer som en muskel og at den muskel kan blive træt. Trætheden er kun midlertidigt. Ved at træne ”musklen” bliver den stærkere over tid og mere udholdende.
*Fra det videnskabelige skrift ”What you need to know about willpower”. American psykological association 2012.
“El mañana no existe” – I morgen findes ikke….
“The separation of talent and skill is one of the greatest misunderstood concepts for people who are trying to excel, who have dreams, who want to do things. Talent you have naturally. Skill is only developed by hours and hours and hours of beating on your craft.”
– Will Smith – skuespiller, producer og rapper.
Just do it…
Hvis du vil ændre dit liv, så gør det nu. Livet er kort – vent ikke til i morgen.
Over de sidste årtier er mit niveau af disciplin og viljestyrke blevet sat på store prøver. Jeg har været igennem store omvæltninger og mange tests.
Jeg ved kun alt for godt, hvad det vil sige at fejle. Jeg er dog ret sikker på, at jeg ikke den dag i dag ville kunne leve af at undervise andre i QiGong. hvis ikke det var fordi, at jeg har lært noget af netop at fejle igen og igen.
I starten kunne jeg udsætte tingene, og håbet og tiltroen til “i morgen” havde i min fantasi farven grøn. Men det virker ikke at udsætte tingene, når målet er vedholdende daglig træning, vel?
Kender du til følelsen af at gå i seng med dårlig samvittighed? Kender du troen på at “i morgen” løser problemet? Det gør de fleste, tror jeg.
Tværtimod giver “mañana-holdningen” styrke til et negativt mønster, som kan blive stærkere og stærkere. Hvis du vil have succes, så må du bryde mønstret og handle nu.
Det handler ofte om følelsen af ikke at være god nok eller skyldfølelse. Hvis du kender til disse følelser og styrer de dit liv så er det her, du skal gøre noget. Giv slip på de negative overbevisninger og tanker, som du bærer på og gør det nu, så vil dit nytårsforsæt få langt større gennemslagskraft.
Effektiv øvelse: ryst det gamle år af din krop og dit sind – begynd på en frisk…
Shaking the Qi øvelsen sammenfatter mange af de ting, du lærer i QiGong, i en enkel og kraftfuld form.
Shaking the Qi styrker dit energisystem, booster energien, styrker din grounding og hjælper dig til at slippe gamle mønstre.
Kan udføres 2-5 minutter dagligt.
5 gode råd til hvordan du holder dit nytårsforsæt
Der var en gang, hvor jeg startede med at lave 15 minutters træning hver dag. Nu laver jeg minimum 2 timers meditativ Qi-praksis hver dag. Det er blevet mit liv og også min levevej. Hvordan har det været muligt for mig at komme gennem selv de mest turbulente perioder af mit liv og fastholde et minimum af daglig meditativ praksis?
Jeg vil give dig mine 5 bedste råd.
1. Alle store bedrifter har små begyndelser…
Forestil dig, at du møder en person, som før i tiden drak 2-3 genstande hver dag. Der var ikke en eneste dag, hvor han ikke fik sin kvote alkohol – ikke for at blive fuld, men alligevel for at dulme noget fra fortiden.
Nu står han her og har ikke drukket en eneste genstand i 10 år. Det er STORT.
Hvis han den gang, hvor han besluttede sig for at stoppe drikkeriet, havde besluttet sig for at ikke at tage en eneste genstand i 10 år, hvad tror du så, at der ville ske? Han ville skynde sig at drikke en genstand og sikkert også flere.
For at opnå STORE ting kan du ikke gøre store ting. Du gør SMÅ ting og på den måde opnår du i tidens fylde STOR effekt.
Tag et skridt. Tag et mere osv.
Ved at tage EN dag, en time eller et minut ad gangen, kan du overkomme en hvilken som helst form for afhængighed i dit liv.
Du ved ikke, hvad der skal ske i morgen, men du ved, at i dag drikker du ikke eller spiser ikke det, der er usundt for dig etc.
Så enkelt er det.
2. Brug tid dagligt tid på noget, der nulstiller sindet
Sæt hver dag tid af til det, der giver mening og som kan få dit sind til at falde til ro. Gåture og kontakt med naturen er noget af det der kan nulstille sindet. I en travl og stresset hverdag, er du loaded med tanker og aktiviteter, som stjæler dit fokus. Vigtigt er at du ikke skal præstere noget overhovedet – du skal bare være.
Find mellemrummet hvor du kan dyrke stilheden. Jeg kalder det for “Toblerone-effekten.”
Det giver dig et dagligt “åndehul” til at vende tilbage og møde udfordringerne fra et bedre og mere afklaret udgangspunkt i dig selv.
3. Få øje på dine små succeser og fokuser på dem
Når vi har sat os et mål, er den vigtigste psykologiske effekt at få øje på de små succeser. Øv dig i dette. Når du stopper op og er opmærksom, så kan du også få øje på dem. Vær taknemmelig for det du har opnået. Det er en vigtig motivation for at fortsætte. Det er den bedste måde at realisere et nytårsforsæt på.
4. Lær af din modstand og tvivl
Når du har sat dig for at forfølge et mål, så vil du ret sikkert møde din egen modstand og tvivl. De udtrykker sig som dine indre stemmer.
Lyt til dette som du ville lytte til et teater-stykke – du er opmærksom og tilstede, lytter uden at identificere dig med din indre stemme og slip det så igen.
Du vil muligvis også møde personer, som tvivler på dig og dit projekt – “don´t let them speak your mind…”
5. Forson dig med dine fejl og lær af dem
Mål kan være vidt forskellige. Måske ønsker du at træne QiGong, Yoga, Tai Chi på en mere stabil basis eller du har sat dig til at gennemføre en ny kostplan. Whatever.
Du kan ikke gøre din livsstilsændring til noget varigt, hvis ikke du er i stand til at forsone dig med tanken om, at du før eller siden vil fejle og falde i.
Det at fejle er ikke problemet. Men det er selvfølgelig et problem, hvis du gentagne gange fejler uden at få korrigeret fejlen.
Lær af dine fejl når de opstår – giv så slip og kom videre.
Workshops, retreats eller uddannelser
På vores workshops, retreats og uddannelser lærer du at genvinde tilliden, styrken og viljen til forandring.
I QiGong Zen lægger vi vægt på positiv forandring og på det nære fællesskab. Vi brænder for QiGong og Energimedicin – vi står sammen som gruppe og hjælper hinanden.
Du er velkommen på holdet.
På vegne af QiGong Zen ønsker jeg dig et lykkebringende nytår 2020. ~Lars Christian Schmith