Vejrtrækning er ikke bare noget, vi gør, det er kilden til ubegrænset energi. Du har sikkert hørt det mange gange før – “Træk vejret helt ned i maven, slap af og kom tilstede….”. Hvis du har det godt med din krop, er sund og er sluppet for den værste stress, vil du sikkert ret nemt være i stand til at trække vejret dybt. Men hvad nu hvis du bliver fysisk og mentalt udfordret?
-Det var lige nøjagtigt hvad der skete for mig og mine 2 drenge på en ferie i 2010 på Bornholm. Det var vores sidste dag på ferien og tunge regnvejrsskyer hang over Hullehavn camping.
Vi havde netop pakket vores ting, men skulle først køre til færgen senere, så for at slå “tiden lidt ihjel,” gik vi ud på en lang badebro. Der var højvande og vandet stod 5-10 cm over broen. Længst ude får jeg stillet mine to sønner op med ryggen mod havet for at tage billeder. Havet er uroligt og pludseligt i min øjenkrog ser jeg 3 megastore bølger komme mod os hurtigt. Jeg råber til mine drenge: “løbbbb der kommer bølger.”
Vi vender rundt og løber ind mod standen igen, men inden vi når ret langt slår den første bølge ind over os og slynger os fuldstændigt omkuld. Jeg husker hvordan hver eneste muskel fiber i min krop er beredt til kamp og jeg føler mig overraskende rolig og afslappet. Jeg ved instinktivt at det er en farlig situation, men der er overhovedet ingen frygt – kun totalt opmærksomhed og et afslappet sind/ vejrtrækning.
Jeg ser at min mindste søn er ved at blive trukket med ud over nogle sten med skarpe kanter af den første bølge og jeg når lige at gribe fat i ham inden den næste bølge, slår ind med endnu større kraft. Mens jeg holder fast i min søn tæt knuget ind til mig bliver vi slynget rundt af bølge nr. 2 men det lykkes alligevel at komme op og få ordentligt afsæt denne gang, så vi alle 3 kan komme væk inden den næste bølge slår ind.
Når sådanne situationer opstår spontant i vores liv kan de fleste menneske hente store ressurcer frem fra det skjulte. Man når ikke at tænke og handler rent instinktivt. Men lad os sige at du var “forberedt” på en farlig situation skal opstå og at du dermed vil have sekunder, minutter og måske timer til at tænker over det. Du vil helt sikkert opleve bekymring og angst. På badebroen i Hullehavn havde vi slet ikke tid til at tænke – vi var i zen-mind og den rolige vejrtrækning afspejlede vores sindstilstand, trods faren.
I kampkunstens kronede dage i det gamle Kina trænede man netop denne egenskab at forblive tanketom (zen-mind) selv i vanskellige/ farlige situationer. Hele omdrejningspunktet er vejrtrækningen. For gennem en rolig og afbalanceret vejrtrækning kan sindet forblive roligt og du kan trække på den optimale energi til rådighed. For kampudøveren kunne det betyde forskel på liv og død at mestre denne evne. I QiGong, Tai Chi Chuan og KungFu spiller åndedrættet en afgørende betydning – det er netop den harmoniske vejrtræning, som åbner til det dybere reservoir af energi og kraft.
I dag udgør kampe sjældent en dødelig trussel som i gamle dage, men vi kan alligevel få et stort udbytte af at træne samme egenskab ved vores åndedræt, så vi bedre kan møde udfordringer med større bevidsthed, ballast og styrke i kraft af zen-mind.
Her er 3 gode grunde til at du skal være særlig opmærksom på din vejrtrækning. For det første hvis dit åndedræt ikke er dybt og afslappet, så har du ret sikkert en stor procentdel stillestående luft i lungerne – dvs. luft som aldrig rigtigt skiftes ud. Ved dybe, afslappede og bevidste åndedrag fyldes lungerne helt med frisk ilt, som så kan sendes ud i kroppen via blodbanerne. Bedre iltning af cellerne i kroppen har en lang række fordele. En af dem er at du får mere energi tilrådighed.
For det andet vil dette enkle skift i åndedrættet styrke dit immunforsvar. For det tredje kan du nemmere slippe stress, hvis/ når den opstår.
Din første handling på denne jord var at åbne dig helt og uforbeholdent for livets bølgende åndedræt gennem dig. Åndedrættet har denne naturlige og afslappede respons i sig, men ofte er vi som voksne ikke i kontakt med den. Vi trækker ofte vejret ubevidst og tænker måske ikke så meget over, hvilken betydning et afslappet åndedræt kan have for vores velvære, livskvalitet og ydeevne.
Opvæksten sætter sine spor, men ikke mindst stress, negative tanker og angst afspejler sig hurtigt i åndedrættet. Det bliver kort, forhastet og anspændt. Vi mister vores energi, bliver trætte og kan ikke bruge vores fulde potentiale osv. Det kan blive en negativ spiral.
Frank Sinatra var meget bevidst om sin vejrtrækning i selve sin sangperformance og han forfinede til stadighed “sit instrument”. Han trænede sit åndedræt gennem jogging og svømning under vand, så han kunne synge et vers og holde tonen meget lang tid og på kun et åndedrag. Hans stemme og sang er betagende, fordi vi hører/ fornemmer en stor kraft i hans performance. Han er et godt eksempel på, hvad det vil sige at udnytte åndedrættets fulde energi-potentiale.
Meditation og bestemte åndedrætsøvelser kan bringe krop og sind ind i en fuldstændig afslappet tilstand – det kan QiGong selvfølgelig også. Åndedrættet bliver dybere og mere bevidst. Vi genvinder vores energi og i særlige gunstige tilfælde kan frekvensen sænkes til 5-6 åndedrag i minuttet. Sindet falder helt til ro, og vi kan trække fuldt på vores energi, kreativitet og virkelyst. Mellemgulvet er den vigtigste muskel i åndedrætsimpulsen. Hvis den er afslappet og alligevel aktiv og veltrænet, kan den yde sit bedste for os i alt, hvad vi foretager os og uanset de ydre omstændigheder. Som bevægelsessystem samarbejder QiGong og Tai Chi Chuan med det harmoniske og bevidste åndedræt. Nogle øvelser træner ligefrem mellemgulvsmusklen til en optimal respons. Både QiGong og Tai Chi er en sind-krop praksis (mind-body), hvor det netop er vejrtrækningen, der er bindeledet mellem kroppen og sindet. Ældre taoistiske skrifter rummer en enorm kulturarv, som bla. vidner om meget grundige studier i vejrtrækning og anvisninger på åndedrætsøvelser til at styrke sundheden på alle niveauer af vores liv. Det optimale åndedræt genereres fra den nedre maveregion (lower abdomen) og når den er afslappet, kan mellem-gulvet bevæge sig uhindret op og ned som et stempel.
Fra naturens side er vi indrettet sådan, at 75% af åndedrættet genereres fra mellemgulvet og de sidste 25% fra den højereliggende muskulatur i brystkassen. Undervisning i QiGong inddrager forskellige åndedrætsøvelser De åndedrætsøvelser, der undervises i, er universelle. De er både inspireret af de spirituelle traditioner i Kina og Indien (pranayama). Disse øvelser har været praktiseret i årtusinder og bygger på meget nøje studier af menneskekroppen, sindet og bevidstheden. Gennem åndedrættet er det muligt at opnå forskellige virkninger alt efter ens formål, men fælles for dem alle er, at de giver en beroligende, stress-nedsættende og afslappende virkning i krop og sind.
>>>>>>>>>>Alle vil kunne få stort udbytte af disse øvelser ikke mindst sangere, musikere, kunstnere, idrætsudøvere, produkt-udviklere, forretningsdrivende, coaches, terapeuter og healere, ledere og medarbejdere osv.<<<<<<<<<<<
Åndedrætøvelser har en lang række gunstige virkninger på krop og sind:
> Forøgelse af lungekapacitet
> Masserer de indre organer og forbedrer fordøjelsen
> Virker beroligende på nerve- systemet og reducerer stress
> Forøger kroppens energiflow
> Giver bedre iltning af vores celler
> Giver mere ilt til hjernen
> Giver færre muskelspændinger – afspænder krop og sind
> Styrker hjertet og forbedrer vores blodkredsløb
> Nedsætter blodtrykket
> Mere ro om natten og dybere/ bedre søvn
> Styrker koncentrationen og indlæringen
> Dæmper depression
> Virker smertestillende
> Udrenser kroppens og sindets giftstoffer
> Harmoniserer yin (kulde) -/yang (varmebalancen).
Lars Christian Schmith